Articles
·
1.7.21

Publikation: Pandemic Resilient Cities

Det tværfaglige samarbejde mellem CAFx, EAHR og Think-Fast udkommer med en online publikation om byens post-pandemiske udfordringer.

Nicholas Jungblut

I foråret 2020 påbegyndte CAFx i samarbejde med EAHR Emergency Architecture & Human Rights og Think-Fast: a Collective Urban Response to COVID-19 projektet ’Pandemic Resilient Cities’ på baggrund af den pludseligt forandrede urbane virkelighed, som COVID-19-pandemien affødte verden over.

Projektet er nu blevet udvidet med en publikation, der samler op på den lærdom, der er blevet frembragt via tværfaglige diskussioner i løbet af 2020, heriblandt en konference af samme navn under Copenhagen Architecture Festival sidste efterår.

Den verdensomspændende sundhedskrise udstiller og forstærker byens sociale og strukturelle sårbarhed, hvor især klimaforandringer og global ulighed har afgørende betydning for et samfunds modstandskraft overfor sygdomsudbrud. Eksperter fra forskellige dele af verden præsenterer i 'Pandemic Resilient Cities’ deres perspektiver på sundhedskrisen, og hvordan vi med disse nye erfaringer kan skabe mere resiliente byer i fremtiden.

Vidensdeling er vigtigere end nogensinde før, men er også blevet vanskeliggjort i forbindelse med en pandemi, som har forhindret os i at samles på de måder, som vi er vant til. Festivalens direktør Josephine Michau skriver om udfordringerne såvel som mulighederne i at drive festival og formidle viden i en tid, hvor det fysiske rum er blevet indsnævret markant.

Med denne publikation er erfaringerne fra ’Pandemic Resilient Cities’ gjort tilgængelige for alle, der ønsker at blive klogere på, hvilken rolle arkitektur og byudvikling har i den postpandemiske virkelighed.

Download publikation

I 2021 vil CAFx under temaet ’Omsorgens Landskaber’ fokusere yderligere på forholdet mellem sundhed og arkitektur og undersøge, hvordan lægevidenskab har præget arkitekturen og sat varige spor på byens udvikling op gennem historien.

Læs mere om temaet, og CAFx Journal’s øvrige fokusområder indenfor ’Omsorgens Landskaber’