FREMTIDENS ARKITEKTUR
... skal være arkitektur med hjerte og samfundssind
Fremtidens arkitektur skal skabe byer og huse og rum som først og fremmest er ramme om liv
Den skal skabe møder mellem mennesker og friktion mellem sociale strømme
Den skal sætte høj og lav i samme båd og huse vidt forskellige fællesskaber side om side
Den skal lære mennesker og andre arter om sameksistens og kunsten at være i samme stue og på samme klode
Fremtidens arkitektur skal være nysgerrig over for forskellene mellem os og ikke bilde sig ind at ’one size fits all’ eller at arkitektens egen oplevelse er repræsentativ for hele menneskeheden
Ej heller skal den tro at mennesker kan reduceres til segmenter, men den skal interessere sig helhjertet for hvordan den enkelte altid hænger sammen med de andre
Og hvordan ethvert sted er sit eget og må forstås indefra
Fremtidens arkitektur skal være ødsel med skønhed – særligt dér hvor livet er sværest
Den skal dyrke hverdagen og gi os et los i røven, hvor vi bliver selvfede og hjemmeblinde Den skal vise nye veje og opfinde livsformer, som vi end ikke havde drømt om
Den skal råbe til himlen, når det er nødvendigt, men også turde træde i baggrunden og stilfærdigt sætte scenen for det sociale liv
... skal være arkitektur med krop og evigt liv
Fremtidens arkitektur skal være en forlængelse af kroppen, en ekstra hud man næsten ikke mærker
Men som man kan ånde igennem og sanse verden med
Den skal skabe byer og huse og landskaber, man har lyst til at røre ved og gå på opdagelse i
Den skal være som et sneglehus, der skærmer mod verden, så vi kan holde ud at være i den
Og som et par briller, der åbner vores øjne for det forunderlige og foranderlige omkring os
Fremtidens arkitektur skal møde mennesker i øjenhøjde og byde dem varmt indenfor
Den skal tage imod deres spor og slitage med kyshånd og kunne rumme deres grimme gardiner
Den skal favne vind, vejr og vandstandsstigninger og sætte en ære i at ældes med ynde
Den skal få os til at tro på reinkarnation og evigt liv ved at vise at der aldrig er noget der forsvinder, men kun noget der genopstår i nye former
Fremtidens arkitektur skal skabe byer og huse i lag på lag, fra vugge til vugge
Hvor mennesker bor tæt som myrer, men med højt til loftet og masser af albuerum
Hvor markedets kræfter bøjes for menneskers kroppe, puls og åndedrag
Hvor byliv ikke er noget der opgøres i regnskab og bundlinjer
Men i bedre plads til alt hvad der vokser og gror, synger og summer
... skal være arkitektur med rødder, fødder og kritisk bid
Fremtidens arkitektur skal fortælle historier om fortiden og indgyde håb for fremtiden
Den skal glemme våde drømme om tabula rasa eller trang til at sætte sin signatur i beton på en bar mark, der soler sig i opmærksomhed fra Google Earth
I stedet skal den bygge videre på det der allerede er og sætte det sammen på radikalt nye måder
Så den kan ses fra månen, hvis den har skabt hjem for os dér
Fremtidens arkitektur skal forstå sig selv som del af en sammenhæng
Værelset i huset, huset i gaden, gaden i kvarteret, kvarteret i byen, byen i landsskabet
Som bladet på kvisten, kvisten på grenen, grenen på træet, træet på bjerget
Langt ude i skoven, men også midt inde i byen og i forstaden og i landsbyen.
I Fingerplanen og den rådne banan, Saudi og Kina
Skal den være en arkitektur med rødder, men også med fødder
Fremtidens arkitektur skal lytte oprigtigt til dem den skal huse
Den skal tage brugerne alvorligt men ikke nødvendigvis bogstaveligt
Den skal gøre en dyd ud af at virke i verden – gennem sine bygningsværker men også i sin omgang med ord, billeder, penge og regler, som styrer hvor vi kan bygge og hvor vi kan bo
Den skal bygge på viden – ikke tomme data, lægge øre til fagfæller og andre fæller og ind i mellem nappe den hånd, der fodrer den
Denne artikel er en del af samlingen 'Manifest Stafet' fra 2019, hvor CAFx inviterede arkitekturens aktører til at bidrage med et manifest om arkitekturens samfundsrolle. Find et udpluk af bidragene her og den samlede publikation med alle bidragene her.
