Resilliens overfor klimaudfordringer
En af de store udfordringer i vores tid er stress. Årsagerne til stress er komplekse, men der er evidens for, at en stærk forskubbet balance mellem vores aktivitet (brug af hjernen) og restitution (afslapning af hjernen) er en væsentlig årsag.
Stress udfordrer både vores evne til at være nærværende, fungere i og skabe relationer og vores resilliens overfor store udfordringer og katastrofer.
Vi bliver med andre ord udfordret både på at kunne håndtere svære situationer, som fx klimakatastrofer, udvikle nye løsninger og indgå i fællesskaber, der ellers beviseligt gør vores evne til at håndtere store udfordringer større. Faren for kollaps er stærkt stigende i takt med at vi bliver mere og mere stressede.
Derfor ser vi stress som en “bombe under systemet”, der i stor grad gør det sværere for os at håndtere klimaudfordringen!
Vi opfordrer derfor til, at vi, parallelt med det konkrete “klimaarbejde”, udvikler vores kultur og levevis i forhold til stress. Vi foreslår at vi i København udvikler nytænkte kulturhuse: Centre hvori vi på en nydelsesfuld og restituerende måde kan skabe en kulturændring, der både er sundhedsfremmende og fordrende for innovative løsninger på vigtige udfordringer som klimakrisen.
Som kunstnerisk forening, der arbejder med byudvikling, vil vi bidrage til at udvikle metoder til hvordan vi kan leve, arbejde, spise, rejse, holde fri, være sociale på en måde som er mere nærværende, nærende og bæredygtigt – både for os selv, samfundet og kloden.
Udsatte er mest sårbare
Som en del af denne udfordring oplever vi at socialt udsatte presses mere og mere ud i marginalerne af vores by. Men de har også rettigheder og er en ressource! Så hvordan inkluderer vi udsatte i vores byplaner, giver dem værdige opholdsmuligheder og skaber dialog?
Vi har i vores arbejde med sådanne tiltag oplevet hvordan udsatte vokser ved at blive hørt, inddraget og være medskabende - som kan være med til at give dem kontakt til andre mere ressourcestærke i byen og dermed ruste dem til katastrofer. De skal med i vores fællesskaber - ellers bliver de, de helt store tabere i klimakrisen!
Venlig hilsen
Kenneth Balfelt Team