Articles
·
2019
29.4.21

Det, som var rigtigt i går, er ikke nødvendigvis det, som er rigtigt i morgen

Det digitale netværkssamfund er en realitet. Og det stiller krav om et mentalt gearskifte.

Hvis vi tror, vi allerede har alle svarene, vil vi fejle. I stedet skal vi have modet til at forholde os åbent og nysgerrigt til en virkelighed, som stiller nye krav og er i konstant bevægelse.

Verden bevæger sig som aldrig før. Geografiske grænser udviskes. Vi er online og hastigheden er sat på ‘hyper’. Vi lever i en virkelighed, hvor vi skiftevis skal forholde os til en fysisk og en virtuel verden – med alt hvad det indebærer.

Når vi skal uddanne eller dygtiggøre os, kommer det i fremtiden også til at ske i en totalt forandret virkelighed. Hvor vi før tog bussen til uddannelsesstedet sammen med vores medstuderende og stemplede ind i en udpræget analog regelmæssighed, hvor one-size fits all. Så bliver fremtiden kendetegnet ved customization, hvor vi plukker og skræddersyr vores egen vej igennem en international jungle af uddannelsestilbud – præcis som vi allerede vælger på samtlige hylder, når vi sammensætter vores medieforbrug, vores digitale netværksrelationer og vores tidsfordriv.

Engang gik vi i banken for at hæve månedslønnen, vi købte klippekort i kiosken, lånte videofilm på tanken og købte sødmælk inden lukketid. I dag bruger vi MobilePay, netbank og Netflix – og alt muligt andet!

Når vi taler om boligen, var den før et sted, som skulle opfylde vores mest basale behov for tørvejr, hvile og forplejning. I dag er den et vidnesbyrd om, hvordan vi opfatter os selv. Den har skiftevis funktion af bopæl, socialt samlingspunkt og arbejdsplads. Engang skulle den akkommodere kernefamilie med far, mor og to børn. I dag skal den være langt mere fleksibel og kunne håndtere singler og den moderne sammenbragte familie i alle dens farve- og idérige konstellationer.

Uanset om det handler om bolig eller uddannelse, bliver arkitektens rolle at skabe det rum – i bredeste forstand – som kan favne en ny virkelighed og honorere krav om hastighed, tilgængelighed, kvalitet og fleksibilitet.

Det digitale netværkssamfund er en realitet. Og det stiller krav om et mentalt gearskifte, hvor vi i byggebranchen konstant afsøger nye veje, når vi udvikler rammerne for vores byer, boliger og offentlige rum. Det, som var rigtigt i går, er ikke nødvendigvis det, som er rigtigt i morgen.