Articles
·
2020
26.4.21

Martin og Rosa, STED: Kære overborgmester,

Hvornår er det, vi mærker gåsehuden pible frem og en følelse i mellemgulvet, der mest af alt minder om en forelskelse, når vi bevæger os gennem København?

Sammen former vi hver dag menneskers virkelighed. Du gør det gennem økonomiske prioriteringer – politik. Vi gør det ved at prøve at imødekomme de ønsker, denne politik formulerer, eller ved at påvirke den i en retning, vi mener er mest hensigtsmæssig for at skabe en god by.

Og hvad er det så i grunden? Hvornår er det, vi mærker gåsehuden pible frem og en følelse i mellemgulvet, der mest af alt minder om en forelskelse, når vi bevæger os gennem København?

Måske er det den sagte susen i blodårerne, når man på cykel er nået over det højeste punkt på Langebro en juniaften, hvor lyden af latter fra menneskehavet på Islands Brygge blæser blidt gennem dit hår af sommervinden.

Måske er det at kunne få lov til at strække øjnene ud over en horisont med tårne, spir, lav sol og trætoppe, der svajer let i vinden. Eller duften af grillmad på farvestrålende tæpper i parken, omgivet af latter og bare tæer i græsset.

Måske er det det underfundige i at møde en lama på Sydhavnstippen, eller den spontane gadefest og kysset ved søens blinkende vandspejl.

Eller stilheden, når Knippelsbro åbner sig for skibe. Køer dannes, motorer slukkes, og en fugl får lov til at penetrere myldretidens lydside i et, måske to, minutter, inden en cykelklokkeringer og en kobling slippes... og hvad med levede liv, fra den kravlende baby til det krumbøjede aldrende mennesker, der bevæger sig langsomt gennem Nørrebro Parkens grønne rum til lyden af skateboard mod cement.

Eller måske træet der danner skygge og ro en varm sommerdag, og for en stund giver dig et privat rum i det fælles – midt i byen... Eller Øresundsbroen der rejser sig fra en diset horisont og det stålgrå salte sund. Eller at falde i staver over opvasken med udsigt til hverdagens rytme, der danner grundtonen til Københavns melodi?

Noget af alt dette, og meget mere, er det, der gør, at vi elsker København med alle dens nuancer og forskelligheder. Det er sanseligheden. Det er erindringen. Det er åbne vidder og landskaber. Det er steder med deres helt eget særkende og identitet. Det er de grønne haver og parker med frisk luft og plads til at være menneske. I dag måske mere end nogensinde.

Hvad er det for dig?

Med dette brev vil vi bede dig om at tænke over det – og huske det – når du er med til at træffe beslutninger for Københavns fremtid. Vi vil også bede dig om at huske på, hvor essentielt forskellighed er, når vi udvikler byen. Der findes ikke en "one size fits all", når den gode by skal udvikles, så den kan stå robust, smuk og levende i en tid med udfordringer som klimaforandringer, epidemier, terrortrusler og demografiske og økonomiske svingninger, der alle sætter sine fysiske spor i byens udvikling. Vi kan ikke bare lave et betonbassin til regnvand eller sætte Hoffmannblokke og blomsterkummer, hver gang et område skal "sikres" mod trusler fra tosser og vejr, eller gå på kompromis med menneskers adgang til det grønne, til det fri. Ej heller, må vi give vores byliv i pant til ejendomsspekulanter og investorer til byggerier, som kun en lille eksklusiv procentdel har råd til at bo i. København lever og næres af forskellighed, både den menneskelige og den arkitektoniske. Det er dens aktiv, dens potentiale.

Og det må vi aldrig glemme.

Kærlig hilsen

Martina og Rosa
Sted By- og Landskabsarkitekter