I.
Manifest, [mani’fæsd] proklamation; aabent brev; tidligere spec. (jf. Krigsmanifest) om (en undskyldende ell. retfærdiggørende form for) krigserklæring. Holb.Paars.302. Slange. ChrIV. 1070. Nørreg.Naturr.453. (ODS)
Alternativ betydning: fortegnelse over samtlige i et fragtskib indladede varer; ladningsmanifest. Röding.IV.147. Harboe. MarO. Scheller.MarO. (ODS)
Hvilket altså må betyde: Arkitekturmanifest, [arkitægd’turmanifæsd] en ”arkitekturens krigserklæring” (casus belli); eller en ”arkitekturen er ladet med.” (SLA)
II.
I dag, februar 2019 hvor jeg skriver disse linjer, er det præcis 110 år siden Filippo Tommaso Marinetti i 1909 offentliggjorde sit Manifesto del Futurismo – Det Futuristiske Manifest. En total forkastelse af fortiden og en hyldest til farten, maskinen, volden, ungdommen, krigen og industrien.
Fem år senere, i 1914, skriver Marinetti sammen med den unge arkitekt Antonio Sant’Elia (f. 1888 i Como, dræbt 1916 ved Monfalcone) manifestet Futuristisk Arkitektur. Også her forkastes alt bestående: ”I modsætning til vores forfædre, der fandt inspiration i naturens elementer, må vi – i vores materielle og spirituelle kunstighed – finde inspiration i den nye verdens mekaniske elementer: det menneskeskabte og som arkitektur må være det fineste udtryk for”.
Marinetti er den første af en lang række avantgardistiske manifestskrivere: futurister, vorticister, dadaister, surrealister, situationister. Alle skrev de krigserklæringer, ultimatummer: Ud med det gamle, ind med det nye.
(Senere igen (i 1932) offentliggjorde Marine i en Futuristisk Kogebog. En ironisk kommentar til det mest borgerlige der findes: kogebogen. Hans opskrift på ’Kubistisk Grønsagshave’ lyder særlig smagfuld: ”Små selleri-terninger fra Verona stegt og overdrysset med paprika. Små terninger af stegt gulerod overstrøet med revet peberrod. Kogte ærter. Små syltede løg fra Ivra overdrysset med hakket persille. Små stænger af Fontina-ost. NB! Terningerne må ikke være større end én cm.” Jeg har ikke prøvet den endnu.)
III.
Med Marinettis manifester artikuleres dét, der har været et grundvilkår for stort set al modernistisk
arkitektur og byudvikling de sidste 100 år: Den totale forkastelse af historien og naturen som fundament for menneskets liv; og en blind tro på moderne tekniske og mekaniske løsninger.
Fremtidens by skulle designes som en maskine. Hvor den menneskelige tilværelse skulle tilrettelægges, standardiseres og ordnes rationelt, og hvor man skarpt adskilte natur og kultur. Naturen blev betragtet som en modstilling til byen – som noget man skulle kontrollere og udnytte ressourcemæssigt. Naturen var en fjende, hvis luner og uforudsigelighed skulle betvinges og besejres. Men tiden er løbet fra krigserklæringer. Nu er det på tide at sige tingene, som de er.
Bynatur er ikke som den natur, vi kender fra den vilde skov, den frie kyst eller det åbne land. Bynatur er ikke bare natur hentet ind i byen. Den er derfor ikke en sentimental 1:1 erstatning for den natur ude på landet, vi ødelægger ved at bygge, dyrke eller forurene.
IV.
Helt tilbage i slutningen af 1700-tallet påpegede den tyske videnskabsmand Alexander von Humboldt, at den måde, mennesket allerede dengang (for)brugte naturen på, ville medvirke til at destabilisere naturen.
I dag godt 250 år senere er virkeligheden den, at vi med vores livsstil har ændret på alle jordens systemer i så stort et omfang, at vi har destabiliseret ikke bare miljøet og klimaet, men selve naturens orden. Vi er gået ind i en ny og menneskeskabt geologisk tidsalder, den antropocæne tidsalder. Denne nye tidsalder er et resultat af, at vi har blandet os så meget i naturens processer, at det ikke længere giver mening at opretholde forestillingen om natur og menneske som modstillinger. Men som to sider af samme sag, der påvirker hinanden og er afhængige af hinanden.
V.
Hvad betyder den antropocæne tidsalder for arkitekturen og måden, vi designer og omformer byer på?
Den betyder, at der er behov for en ny praksis for byudvikling: Der på den ene side genskaber forbindelsen mellem natur og mennesker; og som på den anden side udvikler byer som naturlige systemer, der ikke kæmper imod naturen, men tilpasser sig til og med naturen. Og som ser naturgrundlaget i vores byer som fundament for livskvalitet.
Modellen til at realisere dette hedder naturbaserede designløsninger. Og modellens praksis er en ny natur; en anden natur; en bynatur.
Bynatur er ikke som den natur, vi kender fra den vilde skov, den frie kyst eller det åbne land. Bynatur er ikke bare natur hentet ind i byen. Den er derfor ikke en sentimental 1:1 erstatning for den natur ude på landet, vi ødelægger ved at bygge, dyrke eller forurene.
Bynatur er en ny type designet natur i byen. En radikal ny og anden natur, der lærer af naturens processer og principper.
Bynatur er en ny type designet natur i byen. En radikal ny og anden natur, der lærer af naturens processer og principper. Som derfor ikke nødvendigvis ligner natur. Men som fungerer og føles som natur. Bynatur er noget, vi skaber med vores livskvalitet og vores overlevelse for øje.
Det er en orden, der er hinsides naturen og hinsides byen.
VI.
Men hvorfor er det så nødvendigt med bynatur? Og hvorfor er det nødvendigt at styrke naturgrundlaget, når vi byudvikler?
Fordi bynatur både har en praktisk funktion og en æstetisk funktion. Bevidst designet bynatur løser en masse af de problemer, som vi selv har skabt i vores byer i dag – fra overophedning og forurening til skybrud og klima(u)tilpasning. Samtidig gør bynatur også beviseligt livet mere værd at leve og inspirerer til nye sociale fællesskaber, nye muligheder for kreativ skaberkraft og nye aktive og sunde former for liv. En by med en stærk bynatur er en mere velfungerende, mere leveværdig og en mere tilpasningsdygtig by.
Den designmodel, der både kan løse de urbane problemer og skabe optimale humane rammer for mennesker, er naturbaseret design. Naturbaseret design betyder, at afsættet for både byggeri og uderum er viden om, hvordan naturens processer gøres til designparameter for at øge vores livskvalitet. Naturbaseret design af byer handler altså ikke så meget om, hvordan byen skal se ud, men mere om hvordan det byggede og det groede tilsammen fungerer og skaber attraktive steder for mennesker at leve.
Naturbaseret design handler således ikke blot om skabelsen af grønne udearealer eller om at sikre et par ekstra lommeparker midt i det byggede. Nej, naturbaseret design gælder både bygninger, infrastruktur og uderum. Det er en ny type by, der er tilpasset det nye klima. Og hvor by, bygninger, infrastruktur og natur sameksisterer i et helt nyt udtryk – designet af mennesket, men på naturens præmisser.
VII.
Et simpelt ladningsmanifest for fremtidens arkitektur og naturbaserede by:
Alt hvad vi by er – hvad end det er bygninger, uderum eller infrastruktur – skal øge naturværdien og den biologiske diversitet i byen.
Sværere er det ikke.
Med naturbaserede designløsninger skaber vi byer, der gror frem, spirer og vokser i samklang med naturens processer og det nye klima. Og som både er sunde og gode at leve i. Og hvor vi genfinder vores forbindelse med og til naturen.
VIII.
Den baskiske kunstner Jorge Oteiza (1908-2003):
”Den, som går foran for at skabe noget nyt, gør det som roeren, der bevæger sig fremad, men dog ror baglæns med blikket rettet mod fortiden, mod det eksisterende, for at genopfinde fundamenterne”.
På samme måde er det med den naturbaserede by. Den er fremtiden; men funderet i millioner af års biologi og naturgrundlag.
IX.
Vi står i disse år overfor et paradigmeskifte i måden, vi tænker og udvikler vores byer på. Et skifte der gør op med modernitetens forestilling om en indbygget modsætning mellem by og natur. Og i stedet ser by og natur som sammen dannende en ny orden – og hvor det byggede og det groede har lige ret, lige vigtighed, lige nødvendighed og lige vilkår.
Med naturbaserede designløsninger skaber vi byer, der gror frem, spirer og vokser i samklang med naturens processer og det nye klima. Og som både er sunde og gode at leve i. Og hvor vi genfinder vores forbindelse med og til naturen.
En hel by funderet på bynatur har vi endnu ikke set. Det er klart: Metoden er så ny. Men vi ved hvordan den vil føles. Og vi ved hvordan den vil fungere.
Det er modellen for den kommende by: En by, der fungerer og føles som en skov.
X.
Stig L. Andersson, Møen, februar 2019.
