Gå langt uden om manifester! Arkitektur kan ikke fås på recept! Og dog - vi har altid forsøgt at opstille regler for vores virke. Tryk avler modtryk, og selv om arkitekturen hver gang er blevet skubbet fremad, så motiverer tiden til oprør få år efter. Arkitekturens verden er ikke anderledes end i andre kunstgrene, og måske er det ved at være den tid igen, tid til oprør...............manifesternes tid.
”Et er Søkort at forstå, et andet Skib at føre” - Ludvig Holberg
Fagets praksis kan føre dig den rigtige vej, og efter utallige forsøg, gennem trial and error, opbygges tyngden, og herved dannes det indre søkort. Men kortet er pokkers behændigt at have med fra starten. Man kan skære hjørner, og f eks er restaureringsfagets metodikker omkring værdisætning gode guidelines for den uerfarne – selv om deres chartre og dogmer også har manifestets karakter og deraf følgende brister.
At søge arkitekturens veje er stadig at etablere et solidt grundlag og herfra arbejde sig mod målet. Men man ved aldrig om man vælter ind i løsningen omkring det første hjørne eller om man må ad store omveje for at nå den. Man ved aldrig om løsningen vil basere sig på umiddelbar intuition og lægge sig foran ens fødder eller om det bliver tungt og hårdt detektivarbejde der til sidst fravrister et sted sin hemmelighed og dyrebare skat, hvoromkring arkitekturen kan skabes. Og det er i denne søgen at hele magien ligger gemt.
Drop Ikonet!
De sidste 10-15 år har været præget af ’her kommer jeg’ arkitektur. Alle de nye (høj)huse i byernes havnearealer bliver beskrevet som unikke værker med ikoniske kvaliteter, men de mangler rodfæstelsen, den menneskelige nerve og generøse tanke om at give noget tilbage til byen og borgeren. I stedet taler de enkelte byggerier så højt om sig selv at man ikke kan høre hvad de andre siger. Og når Starchitecture rules, så er oprøret nødvendigt. Særligt fordi politikerne kun har købt den populistiske vinkel på arkitekturens virke. Politikernes ligegyldighed med det byggede miljø er måske arkitektfagets største udfordring. Før de bliver vækket fra deres skåltaler sker der ikke noget.
I mellemtiden forsvinder bygningskulturarv med kommunernes billigelse, når developernes renderinger viser lykke på jorden. Vi fjerner den historie, som vi skal leve af i fremtiden. Vi fjerner fortidens spor, hvad vi har formået og kunnet konstruere. Fremover skal vi tænke mindre på vores eget aftryk og i højere grad lade fortiden give svarene på fremtiden. Rødderne skal med, både stedets og historiens. Rødderne er bogstaveligt bæredygtige. Det er deres aftryk der skal prioriteres.
”Arkitekturen er menneskehedens største metafor” - Per Kirkeby
Bæredygtighed ligger i det naturlige, i naturens enkle logiske sammenhænge og dermed med mennesket gemt i det arkitektoniske udtryk. Fordi mennesket prioriterer forskelligt, sætter forskellige aftryk og spor, skabes en fortællende berigende mangfoldighed. Det er tolkningerne, det er de små kendetegn der gør arkitekturen aflæselig og menneskelig, og måske sniger der sig endda en ’fejl’ ind blandt detaljerne. For Cubo har synligheden af tilblivelsens historie, af vejen fra kaos mod målet, altid været vigtig. Kay Fisker sagde at arkitektur er orden i kaos - enig, og dermed prioritering, - at ikke alt er lige vigtigt.
Arkitektur er fastfrosset tid. Om samfundets synlige ambition, på godt og ondt, afspejlet i fysisk form. Arkitektur er billeder om os selv, om måden hvorpå vi bebor og forholder os til de rammer og omgivelser, vi lever i og med på den lille planet. Så arkitekturen bør afsløre, hvordan vi vil bevare jordens ressourcer for fremtiden, den vil kræve kontinuerlig udvikling og nye svar. Vi må da spejle det menneskelige liv i vores arkitektur - som fine glimt i den store galakse, hvorudfra vi pejler, sætter en kurs og korrigerer når virkeligheden byder sig til.
