TÆNK, at kunne værdsætte at gå en tur. Nu, hvor det meste af verden er lukket ned, føler jeg mig taknemmelig over, at det er muligt – solen skinner, dagene bliver længere. De tomme gader i byen lader arkitekturen stå tydeligere frem. Vælger både at udforske nye områder og genbesøge velkendte steder, overalt er her mennesketomt. Offentlige bygninger og museer ligger tomme hen. Kobbertagenes grønne nuancer får modspil af Svenn Eske Kristensens Tjæreborg, vandet i havneløbet og BLOX. Kaj Gottlobs tårne på Knippelsbro og Langebro står ranke, her er endnu orden.
På rejser ud i verden har jeg oplevet enestående og fantastisk arkitektur. Inspiration og referencer har, som virus, krydset verdensdele. Den sidste måned har jeg også rejst, gennem mit fotoarkiv og mit bibliotek, opdaget nye sammenhænge og fundet inspiration til at genopleve bygningsværker i Danmark med nye øjne.
Dette forår, denne sommer, hvor rejser bliver lokale, skal bruges på at opleve æstetiske og holdbare bygningsværker. Bygninger opført i den periode, hvor velfærdssamfundet blev etableret -det samfund, som nu er til eksamen. De historiske værker i kontrast til eller i samspil med det kontemporære. De har afsæt i deres samtid med en forankring i det regionale og stadig relevans i et kulturelt perspektiv, i byen, landskabet og historien.
Bygningsværkerne er en vigtig del af det grundlag, samfundet i dag er bygget op omkring. Værkerne eksemplificerer den universelle solide byggetradition, som omgiver os. Med respekt for tidligere værker og traditioner vidner de om en bevidst stillingtagen til elementer som kontekst, materialer og detaljering. Deres samtidighed opløses, en tidløs relevans træder tydeligt frem i de øde gader.
Beboelsesejendommene emmer af liv i stærk kontrast til offentlige bygninger, børn leger i gårdene, lærer at gå, lærer at cykle – sender en nostalgisk tanke tilbage i tiden. Bygningerne er opført for at beskytte os mod vejr og vind; nu skal de også skærme os mod andre mennesker. Jeg ser op, hilser med et nik, længere væk er andre ikke – heldigvis.
Måske vi kommer til at bo anderledes i forlængelse af denne verdensomspændende krise – flere kommer til at arbejde hjemmefra, og vi må revidere vores hjems indretning. Spiseborde bliver arbejdsborde, tomme rum bliver genindrettede til kontorer og bøger, som længe har stået uåbnede i reolen, tages frem. I stedet for at rejse ud, rejser vi ind, ind i hjemmet, ind i bøgerne og ind i de skærme, hvor vores gæster på forunderlig vis bliver en del af rummet.
For H.C. Andersen var det at rejse at leve, der er mange steder at rejse hen – det beviser den polske nobelprismodtager i litteratur Olga Tokarczuk i sin bog Rejsende, hvor rejserne dels foregår ud i verden, dels ind i mennesket.
Inspiration findes overalt, som skønne bygningsværker – og nu har jeg tiden til at fordybe mig i dem, på gåture i den tomme by og hjemme i biblioteket.
