Articles
·
11.5.21

Det 21. århundredes arkitektur må gøre plads til de små aktører

Arkitekter må forstå, at store aktører i et markedsorienteret samfund ikke er egnede til at lede humanistiske projekter.

MANIFEST Små Aktører

Bauhaus blev overhalet indenom af CIAMs (le Corbusiers) teknokratiske ideologi om arkitekturens afgørende rolle i de industrialiserede lande. Den funktionsopdelte by og masseproduktion af bygninger var hovedhjørnestene i denne tankegang. Mange af moderne byers dårligdomme er resultat af denne eensidigt rationelle tankegang.

Arkitekturens ultimative mål er at tjene mennesket. Det 21 århundredes arkitektur må tage det enkelte menneske alvorligt, må gøre plads til de små aktører. Og arkitekter må selv agere som sådanne, for derigennem at skabe nye fortællinger om nærhed, fællesskab og bæredygtighed.

Arkitekter må forstå,

  • at store aktører i et markedsorienteret samfund ikke er egnede til at lede humanistiske projekter, til at forestå byggeriet af boliger og boligområder. Store aktører, i boligbyggeriet developere og boligselskaber, er stedfortrædere og har afgørende anderledes interesser end de fremtidige beboere.
  • at den beboelige by ikke beror på spektakulære bygninger men skabes af almindelige mennesker, af de komplekse sammenhænge, byen skal være ramme om og opmuntre. Byers og bygningers fysiske væv skal åbne mulighed for at ting kan opstå spontant, ikke i forud fastlagte enklaver men på uventede steder. Arbejdspladser, mødesteder, byhaver, fest og undervisning.
  • at mennesker, der tager ansvar for egen bolig, stiller større krav til bygningers bæredygtighed end myndigheders bygningsreglementer foreskriver. Og at de udvikler et tilhørsforhold og bliver boende længere, netop fordi de selv har taget grundlæggende beslutninger.

Lad os udvikle snilde teknologier, der kan operere i den lille skala og imødekomme det enkelte menneskes ønsker og behov.

Små aktører, bygherrer, rådgivere, arkitekter, entreprenører, håndværkere må på banen så vore byer kan vedblive at være beboelige.

4. marts 2019  Carsten Hoff