Fællesskab i forhold til individ

Den tid var ikke 2019, men derimod år 1900. Kulturen kunne sætte ord på fornemmelsen, og få gjorde det bedre end forfatteren Johannes V. Jensen. Han havde en teknologibegejstring uden sidestykke og brød på det nærmeste ud i en lovsang til fremskridtet, da han besøgte Verdensudstillingen i Paris i år 1900. Danmarks store forfatter udtrykte tidsånden i Den gotiske renaissance, hvor han lovpriste maskinerne.

Hele denne begejstring og fremtidstro fik sig et knæk. Det usynkelige skib Titanic gik ned i 1912. I 1914 brød Verdenskrigen ud og forandrede verden for stedse. Videnskaben kunne ikke løse alle problemer; tværtimod fremkaldte den nye rædsler i form af våben. Videnskaben viste sig ikke at være den ven, man troede, man havde.

Katastrofernes Eftervirkninger

Nogle gange indtræder katastrofer med voldsomme tab af menneskeliv og økonomiske værdier. Tabet går dog ud over det; sådanne hændelser kan også berøve os tillid, fremtidstro og – lad os sige det lige ud – uskyld og naivitet. Det tab vil sidde tilbage længe efter, at aktiekurserne har rettet sig, og arbejdspladserne er kommet tilbage.

9.11 var en sådan hændelse. Drabene på John F. Kennedy og Martin Luther King jr. markerede et vendepunkt. Pandemien i 2019–2020, hvor rædslerne ikke længere er en Hollywood-film som Contagion med Matt Damon, men en alvorlig realitet, kan på samme måde blive en skelsættende begivenhed.

Dybest set kunne denne pandemi have indtruffet for 10 eller 20 år siden, og en ny kan komme om 5, 10 eller 100 år. Vi aner det ikke, og det er stort set uden for vores rækkevidde at bestemme over. Vi er “heldige” i den forstand, at Covid-19 ikke er lige så dødelig som Den Spanske Syge var i 1918 – men det kunne den have været. Det kan den teoretisk set mutere til at blive. Og held er ikke en strategi.

Vi har vænnet os til videnskabelige og teknologiske fremskridt, der ikke er til at fatte. Vi har kortlagt DNA og skabt kunstig intelligens. Mange har tillid til, at selv klimakrisen kan afbødes af teknologien, når forskerne bare får tid nok. Det stopper imidlertid ikke den katastrofe, vi gennemlever netop nu. Denne udvikling bør udløse selvransagelse og sandsynligvis føre til øget forskning, opbygning af beredskabslagre og på et tidspunkt et pres på de kinesiske sundhedsmyndigheder for at forebygge udbredelsen af nye zoonoser fra de kinesiske ”wet markets” med vilde dyr. Der vil blive søgt efter syndebukke og placeret ansvar, og der vil være både rationelle og irrationelle handlinger. Efter finanskrisen indførte man regulering af finanssektoren både i EU og USA. Selvfølgelig vil der også komme en vidtgående reaktion på pandemien.

Samfundsmæssige Reaktioner og Genopbygning af Tillid

Hvor dybe ar, pandemien vil efterlade sig, afhænger af, om forløbet kommer ud af kontrol for sundhedsmyndighederne i lande som USA og UK. Skulle det ske, vil tilliden til myndighederne lide et knæk, der bliver svært at genoprette inden for den eksisterende samfundsmodel. Når chokket efter epidemien har lagt sig, vil bitterheden melde sig mod de politikere, myndigheder eller den ydre fjende, der lod ens pårørende dø. Det så vi efter 9.11, hvor borgerne i USA blev filmet med papskilte med ordene “Nuke them”. Det er en menneskelig drift at søge en syndig.

Denne udvikling kan potentielt både udløse positive og negative konsekvenser. En rationel løsning ville være en gentænkning af samfundsmodellen med en styrkelse af velfærdselementet – måske med inspiration fra Skandinavien – og en øget solidaritet mellem EU-landene i krisetider.

Den negative reaktion har vi allerede set med hamstring og i USA, hvor der endda er blevet købt skydevåben. Siden starten af den kolde krig har der i USA været en bevægelse af individer, ”preppers”, der forbereder sig på apokalypsen og er parate til at afsondre sig selv fra samfundet og med våbenmagt forsvare deres fødevarelagre. Hele den tankegang har fået et opsving under krisen. Tanken om, at man er alene og at samfundet ikke vil hjælpe én, og at hver mand må kæmpe for sin ret, er blevet tydelig. Vi har også set racistiske overfald – i første omgang i Europa og USA – mod folk med asiatisk udseende, samt populistiske bortforklaringer, fornægtelser og en tendens til at skyde skylden på andre lande.

Hvilken vej vil alle disse følelser og reaktioner tage? Den negative vej eller den positive? Det er vi selv med til at bestemme. Det kræver, at afhjælpningsforanstaltningerne ikke kun omfatter økonomiske hjælpepakker, men også at vi skaber en overbevisende og konstruktiv historiefortælling om pandemien og om, hvordan vi overkom den. De danske politikere – ikke mindst statsministeren – har fra tidligt i forløbet været synlige og lanceret fortællingen om et land, der står sammen. Det er en virkelig god start. Ordet “samfundssind” vinder frem. Man kan smage på det og tænke over det. Det virker gammeldags og i modstrid med nutidens fokus på individet. “Samfundssind” lyder som noget, Stauning kunne have talt om. Alligevel har det grebet mange i 2020. Måske savner vi inderst inde, hvad ordet står for, eller måske er det et udtryk for en begyndende træthed over den ubegrænsede dyrkelse af individet, irritation over den egoistiske insisteren på at feste under en krise, og en øget erkendelse af, at det enkelte individ kan være skrøbeligt, mens fællesskabet rummer mere, end vi normalt anerkender.

Vores Levemåde og de Fysiske Rammer

Danskerne er ikke ”preppers”. Det bliver vi heller aldrig. Vi er alt for magelige. Vi har ingen øde skove eller ørkener at flygte ud i. Den jyske hede er ikke Arizona. Vi går ikke til ekstremer. Velfærdsstaten beskytter os og lægger en dæmper på de mest yderliggående tendenser. Den reaktion, vi kommer til at opleve i Danmark, bliver af en helt anden karakter, end man kunne forestille sig i et land som USA.

Bevægelsen mod storbyen vil fortsætte – pandemi eller ej. Urbaniseringen er en urkraft, drevet af overgangen fra et produktions- til et videnssamfund. Service- og videnbaserede erhverv ligger i de store byer, og de vil fortsat opleve en befolkningstilgang. Når pandemien er overstået, vender vi tilbage til de vante problemer: mangel på billige boliger i København og mange tomme boliger i landets yderområder. Business as usual.

Koleraepidemien i København i 1853 skyldtes uhygiejniske forhold – især problemer med kloak og drikkevand. Epidemien førte til sløjfningen af Københavns volde, etableringen af moderne kloak- og drikkevandsforsyning og en grundlæggende gentænkning af byen. Konsekvenserne var voldsomme: Epidemien dræbte 4.700 mennesker og har sat varige spor i vores historie.

Corona og Dets Konsekvenser for Fysiske Rammer

Det er anderledes med Corona. Skal man pege fingre af uhygiejniske forhold, må det være de kinesiske ”wet markets” med vilde dyr, for i Danmark er der ikke noget at hente. Vi kan ikke bekæmpe Corona ved at anlægge boulevarder eller renovere kloakledninger som efter koleraen. Konsekvenserne for det fysiske miljø er ikke direkte, men subtile – de kan komme som følge af ændret social interaktion, ligesom drømmen om en backpackerrejse til Peru eller Filippinerne nok ikke bliver til virkelighed de næste par år.

Byen har også en bagside. Byer kan være farlige, når ulykken rammer i form af 9.11 eller Corona. For de mere sårbare kan byens grønne forstæder blive en anelse mere attraktive. At isolere sig i et hus med have 10–20 km fra byen er ikke en dum idé sammenlignet med at sidde i en trang lejlighed i Nørrebro – især ikke for en yngre børnefamilie. Tendensen til, at unge børnefamilier flytter ud af København til et grønnere og billigere alternativ, kan blive styrket, selvom folk ikke forventer en ny pandemi inden for de næste par år.

I andre lande, hvor storbyen er endnu mere hektisk, og hvor priserne på centralt beliggende boliger er endnu højere end i Danmark, kan incitamentet til at flytte væk blive endnu stærkere. Dette gælder for byer som London, New York eller Los Angeles. Der kan også opstå et fravalg af de delstater og byer med de ringeste sundhedssystemer – især hvis pandemien ender som en traumatisk oplevelse, hvor de fleste mister en eller flere familiemedlemmer.

Mennesker er sociale væsener. Europas attraktive bykerner med deres mylder af restauranter, caféer, torve, pladser og gågader vil blive revitaliseret, når truslen er elimineret. Den del af vores byoplevelse vil næppe ændre sig. Derimod kan tanken om et hus i grønne omgivelser lidt uden for storbyen blive stærkere i bevidstheden.