Fællesskab i forhold til individ
Den tid var ikke 2019, men derimod år 1900. Kulturen kunne sætte ord på fornemmelsen, og få gjorde det bedre end forfatteren Johannes V. Jensen. Han havde en teknologibegejstring uden sidestykke og brød på det nærmeste ud i en lovsang til fremskridtet, da han besøgte Verdensudstillingen i Paris i år 1900. Danmarks store forfatter udtrykte tidsånden i ”Den gotiske renaissance”, hvor han lovpriste maskinerne.
Hele denne begejstring og fremtidstro fik sig et knæk. Det usynkelige skib Titanic gik ned i 1912. I 1914 brød Verdenskrigen ud og forandrede Verden for stedse. Videnskaben kunne ikke løse alle problemer, tværtimod så fremkaldte den nye rædsler i form af våben. Videnskaben var ikke den ven, man troede, at man havde.
Nogle gange indtræder der katastrofer med voldsomme tab af menneskeliv og økonomiske værdier. Tabet går dog ud over det. Den slags hændelser kan også berøve os andet og mere: tillid, fremtidstro og lad os bare sige det lige ud for uskyld og naivitet. Det tab vil sidde tilbage længe efter, at aktiekurserne har rettet sig, og arbejdspladserne er kommet tilbage.
9.11 var en sådan hændelse. Drabene på John F. Kennedy og Martin Luther King andre. Pandemien i 2019 – 2020, hvor rædslerne ikke længere er en Hollywood film som ”Contagion” med Matt Damon, ikke længere en øvelse for myndigheder og sundhedspersonale, men ramme alvor, kan på samme måde blive en skelsættende begivenhed.
Dybest set kunne denne pandemi være indtruffet for 10 eller 20 år siden, og en ny kan komme om 5, 10 eller 100 år. Vi aner det ikke, og det er stort set uden for vores rækkevidde at bestemme over. Vi er ”heldige” i den forstand, at Covid19 ikke er lige så dødelig som Den Spanske Syge var i 1918, men det kunne den have været. Det kan den teoretisk set mutere til at blive. Og held er ikke en strategi.
Vi har vænnet os til videnskabelige og teknologiske fremskridt, der ikke er til at fatte. Vi har kortlagt DNA og skabt kunstig intelligens. Mange har tillid til, at selv klimakrisen kan afbødes af teknologien, når forskerne bare får tid nok. Det stopper imidlertid ikke den katastrofe, som vi gennemlever netop nu. Det bør udløse selvransagelse, og det vil givetvis føre til øget forskning, til opbygning af beredskabslagre og på et tidspunkt nok også pres på de kinesiske sundhedsmyndigheder for at forebygge udbredelsen af nye zoonoser fra de kinesiske såkaldte ”wet markets” med vilde dyr. Der vil blive søgt efter syndebukke og placeret ansvar. Der vil være rationelle og irrationelle handlinger. Efter Finanskrisen indførte man både i EU og USA regulering af finanssektoren. Selvfølgelig vil der også komme en vidtgående reaktion på pandemien.
Hvor dybe ar i sindet, pandemien vil efterlade sig, afhænge af, om forløbet kommer ud af kontrol for sundhedsmyndighederne i lande som USA og UK. Sker det, så vil tilliden til myndighederne lide et knæk, der bliver svært at genoprette indenfor den eksisterende samfundsmodel. Når først chokket efter epidemien har lagt sig, vil bitterheden melde sig mod de politikere, de myndigheder eller den ydre fjende, der lod ens pårørende dø. Det så vi efter 9.11, hvor borgerne i USA blev filmet med papskilte med ordene ”Nuke them”. Det er en menneskelig drift at give igen, at finde en skyldig.
Det kan potentielt både udløse godt og skidt. En rationel løsning ville være en gentænkning af samfundsmodellen med en styrkelse af velfærdselementet. At man på nogle områder vil skele lidt mere til Skandinavien. Og på europæisk plan, at man vil arbejde for et øget element af solidaritet mellem EU-landene i situationer som denne.
Den negative reaktion har vi også allerede set med hamstring og i USA sågar køb af skydevåben. Siden starten af den kolde krig har vi i USA set en bevægelse af individer, ”preppers”, der forbereder sig på apokalypsen og er rede til at afsondre sig selv fra samfundet og med våbenmagt forsvare deres fødevarelagre. Hele den tankegang har fået sig et opsving under krisen. Tanken om at man er alene, samfundet vil ikke hjælpe én, og hver mand må kæmpe for sin ret. Vi har også set racistiske overfald i første ombæring i Europa og USA på folk med asiatisk udseende. Vi har set populistiske bortforklaringer, fornægtelse og skyden skylden på andre lande.
Hvilken vej vil alle disse følelser og reaktioner komme til at gå? Den negative vej eller den positive vej? Det er vi selv lidt herrer over. Det kræver, at afhjælpningsforanstaltningerne ikke kun handler om økonomiske hjælpepakker, men også om at skabe en historiefortælling om pandemien og om hvordan vi overkom den, som er overbevisende og kontruktiv. De danske politikere, og ikke mindst statsministeren, har været synlig fra tidligt i forløbet og har lanceret fortællingen om et land, der står sammen. Det er en virkelig god start. Ordet ”samfundssind” vinder frem. Man kan smage lidt på det og tænke over det. Det er så gammeldags. Det er så meget i modstrid med nutiden og dens fokus på individet. ”Samfundssind” lyder som noget, Stauning kunne have talt om. Og dog har det grebet mange lige nu i 2020. Måske er det fordi, vi inderst inde savner, hvad ordet står for. Eller måske er det udtryk for en begyndende træthed over den ubegrænsede dyrkelse af individet, irritation over den egoistiske insisteren på at feste videre under en krise, og en øget erkendelse af, at det enkelte individ kan være skrøbeligt og tåbeligt, mens der i fællesskabet alligevel er mere at hente, end vi normalt går og tænker over.
Vor måde at leve sammen på – de fysiske rammer
Danskerne er ikke ”preppers”. Det bliver vi heller aldrig. Dertil er vi alt for magelige. Vi har ingen øde skove eller ørkener at flygte ud i. Den jyske hede er ikke Arizona. Vi går ikke til ekstremer. Velfærdsstaten beskytter os og lægger en dæmper på de mest yderligtgående. Den reaktion, som vi kommer til at opleve i Danmark, den bliver af en anden karakter end det, man kunne forestille sig i et land som USA.
Bevægelsen mod storbyen kommer til at fortsætte, pandemi eller ej. Urbaniseringen er som en urkraft, der drives af omstillingen af samfundet fra produktion til viden. Service- og viden erhverv ligger i de store byer, og de vil fortsat opleve en befolkningstilgang. Når pandemien er overstået, så vil vi være tilbage i de vante problemer med, at der vil mangle billige boliger i København, mens der vil være mange tomme boliger i landets yderområder. Business as usual.
Koleraepidemien i København i 1853 skyldtes uhygiejniske forhold, herunder ikke mindst kloak og drikkevand. Epidemien gav anledning til sløjfningen af Københavns volde, at man fik moderne kloak- og drikkevandsforsyning, og at man gentænkte byen. Konsekvenserne var voldsomme! Epidemien dræbte 4.700 mennesker i København. Den har trukket spor til vor tid.
Det er anderledes med Corona. Skal man pege fingre af uhygiejniske forhold, så må det være på de kinesiske ”wet markets”. Der er ikke noget at komme efter i Danmark. Vi kan ikke bekæmpe Corona ved at lave boulevarder eller renovere kloakledninger som efter koleraen. Konsekvenserne for det fysiske miljø er ikke direkte men subtile. De kan komme som følge af en anden måde at interagere på socialt. Lige som drømmen om en backpacker rejse til Peru eller Philippinerne nok ikke vil ligge lige for de næste par år.
Byen har også en bagside. Byerne er også et farligt sted, når ulykken rammer i form af 9.11 eller Corona virus. For de mere sårbare vil byens grønne forstæder være en anelse mere attraktive end før. At isolere sig selv for en stund i et hus med have en 10 – 15- 20 km fra byen er ikke en dum idé sammenlignet med at sidde i en 2V på Nørrebro. Især ikke for en yngre børnefamilie. Tendensen til, at de unge børnefamilier netto flytter ud af København til et grønnere og billigere alternativ et stykke udenfor, kunne godt blive styrket, selvom folk ikke forventer en ny pandemi indenfor de næste par år.
I andre lande, hvor storbyen er endnu mere hektisk, og hvor priserne på centralt beliggende boliger er endnu voldsommere end i Danmark, vil tilskyndelsen til at flytte en anelse væk kunne blive stærkere. Det kan være byer som London, New York eller Los Angeles. Der kunne også komme et fravalg af de delstater og byer, der har det ringeste sundhedssystem. Især hvis pandemien ender som en traumatisk oplevelse, hvor de fleste mister én eller flere familiemedlemmer.
Mennesker er sociale væsener. Europas attraktive bykerner med deres mylder af restauranter og caféer og sociale interaktion på torve og pladser og gågader vil blive revitaliseret, når truslen er elimineret. Den del af vor byoplevelse vil næppe ændres. Tanken om et hus i grønne rammer lidt væk fra storbyen kunne derimod nok blive lidt stærkere i sindet.
