Bydemåde – Arkitekturens manifester mellem krise og kald
En samling af manifester. Som sådan lidt besynderligt, for manifestet virker sædvanligvis på egen hånd, som slagordet, der helst ikke skal modsiges, helst ikke mudres til af andre, konkurrerende budskaber. Først retrospektivt føjer manifesterne sig til hinanden, på det tidspunkt, hvor udsagnet forekommer at være historisk. Når distancen er indtruffet. Inden for arkitekturen skete det første gang med den tyske arkitekturkritiker Ulrich Conrads’ samling af modernismens manifester og programmer i en lille, men siden meget læst bog i 1964, på et tidspunkt, hvor kritikken af modernismens faste tro på rationalitet, industrialisering og fremskridt var ved at bryde igennem.
Alligevel er nærværende samling af manifester typisk for vores tid. Et symptom på en søgen efter fællesskaber, en måde af forsamles på, som vi længes efter og må se tilbage til det 20. århundrede for at finde. Et anstrøg af nostalgi. For hvad blev der af det kollektive vi, avantgardens manifester gerne talte til, og som også dannede fundamentet i modernismens store kollektive projekter, som i den hjemlige velfærdsstat? Kan det kollektive i dag etableres ud over selvbestaltede, homogene grupperinger?
Manifester slår sprogligt fast, at kriser eksisterer, og stiller sig til rådighed som apparater for tankevirksomhed og handling: Se her, den er gal, gør noget. Manifester er erklæringer, også historisk set, om end de har ændret karakter igennem tiden. 14-1600-tallets manifester kom fra samfundets politiske, økonomiske og religiøse top, i form af krigserklæringer eller profetier. Først i 1800-tallet blev manifestet forbundet med det systemomvæltende, mest berømt og betydningsfuldt er vel Karl Marx og Friedrich Engels’ kommunistiske manifest fra 1848. Fra da af taler manifestet om et før og et efter, med ønsker, ja, krav om forandring.
Sådan forstår vi nu manifestet, et programskrift, der i sin bydende form skal kalde til handling. Et kald, et opråb. Vi forbinder især manifestet med avantgarden i begyndelsen af det 20. århundrede, måske først og fremmest med det futuristiske manifest, der er indbegrebet af et sådant. Manifestet, der stiller sig i opposition til det eksisterende. Der udtrykker holdninger, der er imod noget. Og således er performativt i sin direkte henvendelsesform, en talehandling accentueret af udråbstegn og stedvist store bogstaver.
Arkitekturhistorien er dog ikke særligt rig på egentlige manifester, Ulrich Conrads’ samling er kort, omtrent i lommeformat. Le Corbusier, modernismens retoriske powerhouse, kunne nok være hårdtslående i sine argumenter, men stillede på samme tid arkitekturen over for revolutionen. Vælg selv. Denne tro tilhørte modernismen, at vi bygger det væk. Med maskinernes hjælp kan det blive til mere lys, mere luft, sundere og lykkeligere mennesker. Efter anden verdenskrig kom metaltrætheden, rationaliteten havde vist andre sider af sig selv. En fænomenologisk og humanistisk attitude, der nok ikke virkede helt fremmed for snusfornuftige danske arkitekter, indfandt sig. Og manifestet blev til kortlægning, til historieskrivning: Retroaktive manifester, altså rekonstruktioner af de manifester, der kunne have ligget til grund for byer som Las Vegas (genskrevet af Denise Scott Brown og Robert Venturi) og New York (genskrevet af Rem Koolhaas).
Danske arkitekturmanifester er der heller ikke mange af, men der findes kritiske tekster, som indimellem fremtræder med manifestets agitatoriske klarhed. PH’s skribentvirksomhed er velkendt. Oplevelsen af formen er koncist beskrevet af Aage Rafn og Carl Petersen. Arkitektur og moral af Kay Fisker. Det er snarere i de arkitektoniske projekter, at oprør viser sig. (Vi minder om, at ordet projekt har betydning af noget fremkastet, det kan blive til noget voldeligt, som i projektilet. Projektet skyder sig ud i fremtiden, væk fra det eksisterende. En manifestation.) Og her kommer vi i mindre grad til kort, når blikket falder på dansk arkitektur.
Modernismens heroiske fase, den prismatiske afrensning og radikale forståelse af huset som docking station for maskiner til persontransport. Senere betones det mellemmenneskelige i tæt-lav-byggeriet og vel egentlig også i nyrationalismens forsøg på at etablere en historisk horisont og dybere meningsdannelse. Siden den pragmatiske arkitekturs globaliserede, skala ydende programhybrider. Og nu en klimaorienteret urbanisme, som undsiger sig forældede skel mellem kultur og natur.
Manifester dukker gerne op, når noget står på spil. I krisetid, hvor forandring er påkrævet. I de senere år har manifestet som skriftlig genre opnået fornyet interesse og været genstand for konkurrencer og seminarer. Men er også blevet mødt med skepsis, for kan manifestet bruges til noget længere, andet end blot som en leg med en i øvrigt forældet genre? Eller har manifestet muteret sig, ind i virksomhedernes ord for egne strategier og missioner? Manifester skrevet i erhvervslingo, som managementredskaber. Og hvad med de sociale medier, slagord som newsfeed og karsk kommentar?
Er manifestet færdigt, udlevet? Samlingen her svarer afkræftende. Teksterne rammer os. For manifestet er en effektiv genre, rent kommunikativt. Spidsformuleringerne befordrer debatten. Men med forbehold. Det klare budskab kan også være det over adiske budskab eller det ligefrem farlige budskab. Som den amerikanske arkitekturhistoriker Craig Buckley skriver: “Paradoxically, might the most urgent message of past manifestos today be not to move faster, but rather to claim more time in a period when it seems in ever- shorter supply? Not to think quicker, but to think longer and harder?” (2014, 21-22). Vi har brug for manifestet, ja, men ikke alene. Paroler må knyttes til omtanke, fakta og argumentation.
Når der så alligevel skrives egentlige manifester, hvad handler de så om? Hvilke kriser? To anliggender træder nok særligt klart frem, det drejer sig om klimaforandring, og det drejer sig om urbanisering, de står endog i forbindelse med hinanden. At erkende forbindelsen mellem byen og klimaet, er ikke nyt. Mange af forfatterne har fremlagt problematikken før, den er en grundsten i deres arbejde. Det fordrer en måde at tænke arkitektur på, at tænke i kontinuitet frem for den adskillelse, som helt ned på papiret og i hvert fald siden renæssancen har været et kendetegn for arkitektens arbejde. Linjen som markering af en forskel, en grænse, sort på hvidt. Jovist er der forskelle i verden, og forskelle er nødvendige, men at tænke i forskelle bør suppleres af en tænkning i forbindelser. I miljøer, i fælles rum. Sådan kan denne samling læses. Ikke som en tilfældig række af manifester, side om side, men som en fortætning, et fælleskab af ord båret af omsorg og vilje.
Bogen kan købes udvalgte steder til 90 kroner. For mere info, send en mail til info@cafx.dk.
Støttet af Dreyers Fond.
Litteratur
Mikkel Bolt (red.), Avantgardemanifester (Aarhus: Klim, 2019).
Craig Buckley, “After the Manifesto,” in After the Manifesto: Writing, Architecture, and Media in a New Century, red. af Craig Buckley (New York: GSAPP Books, 2014), ss. 6-23.
Mary Ann Caws (red.), Manifesto: A Century of Isms (Lincoln og London: University of Nebraska Press), 2001.
Ulrich Conrads (red.), Programme und Manifeste zur Architektur des 20. Jahrhunderts (Berlin: Ullstein, 1964).
Christoffer Harlang, Peter Thule Kristensen og Anna Müller (red.), Arkitektursyn. Danske arkitekturmanifester 1901-2008 (København: Kunstakademiets Arkitektskole, 2009).
Charles Jencks og Karl Kropf (red.), Theories and Manifestoes of Contemporary Architecture (London: Academy Editions, 1997).
