Tag med på en byvandring, der undersøger vores medskabninger i byen, træerne, fra forskellige vinkler. Geografisk koncentrerer turen sig om Kødbyen og omegn, hvor vi ser nærmere på træer som en del af Vesterbros natur- og kulturhistorie. I deres langsomhed og rodfæstethed har træerne som mere-end-menneskelige væsener en anden tidslighed end menneskets. Dog er de af stor vigtighed for byens trivsel, økosystem og grønne omstilling. Plantningen af flere træer er fx med til at indfri hovedstadens målsætning om CO2-neutralitet. Desuden medvirker de til at forankre et sted med de minder og relationer, der knytter sig til det.
På turen vil arkitekt Henriette Berggreen Nguessan og beplantningstekniker Lars Christensen, begge fra Teknik- og Miljøforvaltningen, først fortælle om Københavns Kommunes træpolitik og udpegningen af ikoniske træer i kvarteret. Dernæst læser den lokale billedkunstner og forfatter C. Y. Frostholm op fra sin bog 'Træmuseet', der bl.a. handler om erindringer og kulturhistorie omkring træer - heriblandt på Vesterbro.
Arrangementet er et samarbejde mellem CAFx og Art Week.