SPRINGVANDSPROMENADE

TEMA

Monday 05/10 2020
Kl. 13:30 Odense

Addresse
Odense

Share Event

Vidste du at Odense har en overflod af vandkunst? Her er den blå sti, der forbinder dem alle.

Hvorfor elsker vi springvand i byerne? Der er noget uimodståeligt ved det pyntevand som fra sine skulpturelle udspring pibler og sprøjter og bruser ud af teknisk kunstfærdige rørordninger på byens pladser og plæner. Hvorfra kommer denne overdådighed, at vi lader hanen stå åben og lader vandet løbe uden nogle nyttemål – ud over gulvet, byens gulv? Det er en demonstration af rigdom og overskud og ingeniørkunst; den lille men spektakulære udøvelse af magt over naturen det er at få vandet til at bøje sig efter vores vilje.

Hvilken luksus var det ikke tilbage i Antikken at bygge anlæg, der trak svalende kilder ind i de skoldhede byer? I industritiden at lægge de skidne åer i rør og i stedet lade frisk vand risle i kunstfærdige anlagte parker? Og hvilken luksus er det ikke i dag at forsyne vores offentlige rum med dette inciterende element – vandet – uimodståeligt som det er fordi det er levende, legende og i bevægelse modsat byens andre elementer som er faste, tunge, statiske; asfalt, mursten, beton.

At læne sig tilbage på en bænk midt i byens larm og forsvinde i rislende springvands beroligende zen? Vand er lir og blær og rigdom og når riget fattes penge, så kommer det på kulturforvaltningens papir til sparerundeforslag at slukke for vandet i dette eller hint springvand, som senest i 2019 i Odense – og det vækker altid folkelig modstand. Tag med på en gåtur der kortlægger Odenses vandkunst, nogle kategoriserede som anlæg, andre som kunstværker i det offentlige rum – en civiliseret promenade rundt til bymidtens overraskende mange springvand. Vand er fælles rigdom; vand er velfærd.

Rundvisningen ledes af kunstformidler Lea Kirstine Møller. Hendes tilgang til springvandet i det offentlige rum er båret af et perspektiv på byrummet som performativt og æstetisk, men vil også afdække det enkelte springvands historie og herfra trække perspektiver til arkitekturfestivalens velfærdstema.

Mødested: Havhesten Munke mose

Tema: Infrastruktur.

Se også arrangementerne ‘Vand er vores usynlige velfærd’ og ‘Lords of Water’.

Tilmelding er nødvendig. Billetlinket kan findes på denne side.

Foto: Michael Bager