SO LONG, MY SON

TEMA

Saturday 10/10 2020
Kl. 21:00 Cinemateket

Addresse
Gothersgade 55

Share Event

Samfundsudviklingen i Kina vist gennem to familier over 30 år

Two married couples adjust to the vast social and economic changes taking place in China from the 1980s to the present.

De to hovedskuespillere i So Long, My Son vandt skuespilpriserne på Berlin Filmfestival i 2019. Velfortjent, men måske burde Wang Xiaoshuai have fået instruktørprisen. Over tre timer skildrer han to familier over et spænd på 30 år, hvor Kina har udviklet sig fra et fattigt udviklingsland til et land med flere dollarmilliardærer end noget andet land. Gennem de to familiers tragedier, udfordringer og sejre, skildrer instruktøren Kinas voldsomme politiske, økonomiske og samfundsmæssige udvikling.

Wang Xiaoshuai er en af Kinas største nulevende filminstruktører, som først gjorde sig bemærket på verdensscenen i 2001 med den fabelagtige Beijing Bicycle, en nyfortolkning af Vittorio de Sicas klassiske “Cykeltyven” omplantet til Kinas buldrende hovedstad.

Introduceres af urbanist og Kina-kender Niels Bjørn

Sprog: Mandarin w. English subtitles

Titel: Di Jiu Tian Chang (So Long, My Son)

Instruktør: Wang Xiaoshuai

Produktionsland: Kina

Produktionsår: 2019

Spilletid 185 min.

Playing in Cinemateket on the 10th of October at 21h. Will be introduced in Asta Bar by Niels Bjørn at 20h30.

Tema:

Urbanist og Kina-kender Niels Bjørn, der introducerer festivalens Kina-program, fortæller:

Jeg tilstår: Jeg er Kinanørd. Det begyndte med en interesse for kinesiske film i 1990erne, da jeg læste filmvidenskab. Siden blev jeg optaget af de kinesiske storbyer, som jeg så skildret i filmene. Filmene fortryllede mig med urbane landskaber, jeg aldrig havde set lignende i virkeligheden.

Jeg begyndte at rejse til Kina for selv at undersøge byerne. Over nogle år samlede jeg materiale til en bog og en udstilling om Livet i Kinas kæmpebyer.

I dag arbejder jeg med byudvikling og bruger tit billeder og film af Kinas storbyer til at forstå noget, som sker alle steder. For mig er Kinas urbane transformation nemlig som et kæmpestort, forvrænget spejl, hvori vi kan se afarter af nogle af verdenssamfundets vildeste tendenser. Migrationen fra land til by i Kina er den største migration i menneskehedens historie. Alene det bør være grund nok til at interessere sig for Kinas byer. Hvad er det for nogle liv, som leves, og som er mulige at leve i byerne og på landet i en nation, som stadig styres af kommunistpartiet, og hvor mennesker nok får frihed til at tjene penge, men stadig risikerer fængsel – eller som uyghurfolket i Xinjiangprovinsen – risikerer arbejds- og indoktrineringslejr uden at have gjort noget galt?

Når nu vi ikke kan rejse, kan vi heldigvis nærme os det store og komplekse land gennem filmkunsten.