ODENSE KONCERTHUS – EN DYGTIG BYGNING

TEMA

Sunday 04/10 2020
Kl. 16:00 Odense Koncerthus

Addresse
Claus Bergs Gade 9

Share Event

Rundvisning i symfoniorkestrets elegant udsmykkede og hyper lydspecialiserede bygning fra 1982 gennem sale og baggange ved to af husets musikere og arkitekt på den kommende ombygning Jesper Thyge Brøgger.

Det brune koncerthus er nærmest undseeligt ved siden af Odeons hvide oceandamper. Den ligger lavt og mørkt i terrænet, faktisk ikke højere end de små byhuse i nabokvarteret. Men indeni gemmer sig byens mest specialiserede akustiske miljø og et arkitektonisk gesamtkunstværk, hvor alt er nøje afstemt – fra loft til hver node, der spilles.

Koncerthuset blev bygget i 1982 med et omfangsrigt mål af kunst integreret i sin vægge og sine gulve, både ude og inde, skabt af den kontroversielle kunstner Gunnar Aagaard Andersen. I foyeren og på bygningens murstensfacade går hans sort/hvide marmorfelter igen i både væg og gulv med enkle, geometriske mønstre. De fungerer som vartegn for huset og kan ses langt væk. Til den store koncertsal “Carl Nielsen Salen” skabte han et lige så enkelt lydloft bestående af de såkaldte lydbafler, der til forveksling ligner fugle med udslåede vinger. De fungerer som komplekse akustikregulerende elementer og er elegant udformet, så ingen er identiske. Funktion og skønhed i samme knæk. Og inde bag murene arbejder maskiner på at holde luften i bygningen præcist så tør, at de værdifulde instrumenter ikke mister stemningen.

Arkitekt Jesper Thyge introducerer til dette stykke af firsernes mest egalitære og diskrete arkitektur og fortæller om tankerne bag nutidige behov for at forny huset, så det får en mere imødekommende facade. Med bygningens “nye ansigt” vil man bevare og løfte dens eksisterende karakteristika – teglstenene, de store betonsøjler og lofterne, samtidig med man får skabt en større åbenhed mod torvet og et spændende ovenlys.

Arkitekt Jesper Thyge Brøgger, administrationschef Anders Skovgaard og en tidligere musiker viser rundt i bygningens specialiserede rum og kunst, efterfulgt af et musikalsk indslag med en af orkestrets musikere.

Gratis tilmelding er nødvendig. Billetlinket kan findes på denne side.