GRØNNE IDEALBYER: DEN ENGELSKE HAVEBY

TEMA

Sunday 04/10 2020
Kl. 14:00 Gerthasminde

Addresse
Kirkegårds Allé

Share Event

Verden ved at Gerthasminde er enestående. Ved vi det selv? Guidet tur med Danmarks førende havebyforskere Peter Dragsbo og Helle Ravn

Den lille odenseanske bydel Gerthasminde er ikke alene en af Danmarks første havebyer, men den haveby i Danmark, der mest tydeligt viser inspirationerne fra samtidige havebyer i England og Tyskland. Den internationalt orienterede arkitekt Anton Rosen havde da også før grundlæggelsen af Gerthaminde i 1913 rejst rundt i Europa sammen med initiativtageren, handelsgartner N. P. Rasmussen. Havebyen, The Garden City, var en idé, der opstod i England omkring 1900 som reaktion mod industribyernes stenørken. Havebyer skulle være planlagte, grønne og smukke byer – fri for slum og jordspekulation.

Ideen gik sin sejrsgang over hele verden og var med til at skabe den moderne byplanlægning. Rundt om i Europa diskuterer man nu havebyen som en model for mere bæredygtige byer i menneskelig skala og med rod i traditionen. På en tur rundt i Gerthasminde vil kulturhistoriker Peter Dragsbo fortælle om haveby-bevægelsens indflydelse på moderne byplanlægning og den moderne bys grønne forstæder. Samtidig ser vi på de mange inspirationer fra udlandet i Gerthasmindes specielle arkitektur – og endelig kan vi diskutere, om Gerthasminde i dag bare er ren romantik, eller om vi kan lære noget af havebyerne i fremtidens byggeri.

Fun fact: Der bor flere mennesker pr kvm i Gerthasminde, end der gør i Vollsmose. Start: ved Ansgarhus, Kirkegårds Allé (over for Ansgar Kirke). Leder af byvandringen: fhv. museumsdirektør Peter Dragsbo (f. 1948) der i 2018 udgav bogen “Havebyen” sammen med Helle Ravn (f. 1946), mag.art. i europæisk etnologi.

Gratis tilmelding er nødvendig. Billetlinket kan findes på denne side.