CYKELRUTE TIL ANTON ROSENS ARKITEKTUR

TEMA

Saturday 03/10 2020
Kl. 14:00 Dronning Olgas Vej 24

Addresse
Dronning Olgas vej 24

Share Event

Lone Jensen præsenterer bygningerne af den indflydelsesrige arkitekt der satte spir, tårne og ornamentik på Odense i begyndelsen af 1900-tallet. I samarbejde med Byforeningen for Odense

Anton Rosens dristige bygninger påkalder sig interesse, fordi de skiller sig ud. Lær dem at kende ved indvielsen af en ny cykelrute til de huse og bydele arkitekten Rosen står bag i Odense.
Man genkender hurtigt en Rosen – det er altid gadens mest bemærkelsesværdige bygning, der tiltrækker sig opmærksomhed, fordi facaderne er så påfaldende overdådige. Hans bygninger er ganske enkelt mere udsmykkede og mere spektakulære end langt størstedelen af dansk arkitektur. Han elskede natursten, røde mursten, bindingsværk og tårne, dekorative gavle og ornamentik og kombinerede en fri historicisme med inspirationer fra sin internationale samtids art nouveau og jugendstil.

Men Anton Rosen (1859-1928) var mere end en pyntesyg skønhedselsker – hans bygninger skiller sig også ud i udførelsen med grønne helhedsplaner og udsøgt kvalitet i materialer. Hans produktion var omfattende, fra villaer og havebyer til forretningskomplekser og skyskraberprojekter. Og i Odense ligger et af hans mest helstøbte værker – nemlig Havebyen Gerthasminde – som en skjult skat midt i centrum. Andre af Anton Rosens mindre kendte perler og nu nedrevne projekter ligger spredt i andre kvarterer.

Derfor forbinder Byforeningen nu punkterne med et cykelkort, hvis rute for første gang kan opleves under arkitekturfestivalen med en guide, der introducerer til Rosens tanker, hans kulturhistoriske arv om at bygge både smukt og dygtigt. Ruten aktualiserer også Havebyens rolle i Odenses ambition om at være Danmarks grønneste storby.

Cykelturen er tilrettelagt og anført af Lone Jensen, mag. art. og forfatter til monografien “Anton Rosen. En ener i dansk arkitektur” (2013, Forlaget Vandkunsten).

 

Gratis tilmelding er nødvendig. Billetlinket kan findes på denne side.