A SINGLE MAN

TEMA

Tuesday 18/8 2020
Kl. 21:00 Cafe biografen

EMNEORD

Addresse
Amfipladsen 13

Share Event

Stilfuld ny-noir i mid-century arkitektur med oplæg om hvordan klæder skaber folk v/ Heidi Laura, Weekendavisen.

Vi er i 1960ernes Los Angeles, og homoseksualitet er en yderst privat sag. John Lautners modernistiske hus i træ og glas er rammen for universitetsprofessoren Georges hverdagsliv. George – en velspillende Colin Firth – sørger over sin mandlige kærestes pludselig død og filmen beskriver nænsomt og med stor detaljegrad dagen, hvor han selv vil begå selvmord. I flashbacks ser vi tiden med partneren i den hjemlige rede; et lykkeligt refugium befriet fra omverdens potentielt fordømmende blikke.

Den debuterende instruktør Tom Ford har farvefølsomheden, øjet for detaljen og, ikke mindst, sans for effektiv luksus med fra sine år som kreativ direktør for modehusene Yves Saint Laurent og Gucci. Fords Oscarnominerede film kontrasterer den smertefulde nutid med kolde farver og skarpe billedvinkler i Georges hjem, hvor det moderne møblement signalerer velstand og arkitekten Lautners formfuldendte hus udgør et organisk hele med haven. Men hjemligheden udebliver nu hvor George er alene, også selvom veninden Charley (Julianne Moore) tilbyder at drukne sorgerne sammen.

Oplæg før filmen ved Weekendavisens Heidi Laura om kunsten at klæde sig på til at leve rigt(igt) med nedslag i modens kulturhistorie. Heidi Laura (f. 1966) er kulturjournalist og forfatter til en række bøger om, hvordan vi lever tæt med kulturen – blandt andet Storbyens stammer om københavnske subkulturer og Den jødiske verden om global jødisk kultur i dag. Som skribent og foredragsholder er hun optaget af design, æstetik, Zeitgeist og menneskers behov for skønhed og utopier. Filmen præsenteres i samarbejde mellem Cinemateket i Cafe biografen og Odense Architecture Festival som optakt til festivalen der finder sted 2.-5. oktober 2020 under temaet ‘Velfærdsbyen i forandring’.