København har dyrket »livability« i tyve år – men hvad gør vi, når den tætte by bliver livsfarlig?

Af Holger Dahl, arkitekturanmelder, forfatter, arkitekt MAA

 

Koleraen lærte os at kloakere, monsterregnen at klimasikre. De forfærdelige billeder fra Nice, Berlin og Stockholm fik os til at terrorsikre. Nu er spørgsmålet, om coronaen vil lære os at virussikre.

Skal fremtidens byplanlæggere indkalkulere smitteminimering i deres løsninger? Og hvordan vil vi i fremtiden se på begrebet livability, når byen og hele vores liv i den pludselig får udstillet sin »dieability« i stedet for?

Den uhumske guldalder

Guldalderens København er stadig nærværende. Vi læser endnu Kierkegaard, Oehlenschläger og H.C. Andersen, vi synger Grundtvigs og Ingemanns salmer. Det er svært at forestille sig, at al denne evige kultur udfoldede sig i en veritabel stank fra de åbne kloakker og de dynger af skidt, der lå overalt.

Men sådan var det: København i guldalderen var en meget tæt by med åbne rendestene som flød med affald af enhver slags. I husene havde man de fleste steder de såkaldte »svindgruber« under trappen: Åbne sivebrønde til gradvis nedsivning af latrin.

Senere kom retiraderne i gården, men begge dele må have udviklet en fantastisk stank – de mefitiske dunster, som man så smukt kalder det i samtidens beskrivelser. Siden middelalderen havde man haft de såkaldte »natmænd«, der tømte de fyldte latriner, svindgruber og retirader og kørte indholdet til store oplagringspladser uden for byen, hvor bønderne kunne hente latrinen og bruge den som gødning til deres marker. Natmændene spildte som regel en del, og desuden flød alt det menneskelige affald, der ikke endte i latrinerne også rundt i byens dybe rendestene.

I 1840 havde København 120.000 indbyggere på et areal, der kun er ca tre km2. En befolkningstæthed, der var mellem fire og fem gange så høj som i dag, og med den ikkeeksisterende renovation må stanken have været altgennemtrængende.

Kolera, kloakering og vandforsyning

Da koleraepidemien ramte København i sommeren 1853, konstaterede datidens læger hurtigt, at sygdomsspredningen var størst og alvorligst i de tætteste og fattigste dele af byen, og de konkluderede derfor, baseret på datidens generelle antagelser, at det var den dårlige luft, der bar smitten. De tog fejl der, men heldigvis hjalp det alligevel at flytte de syge ud af byen, hvor de også kunne få renere vand.

Københavnerne fik på det tidspunkt meget af deres vand enten fra Sankt Jørgens Sø eller fra en af byens brønde, men søen var fuld af affald, og de fleste af Københavns brønde var ikke dybe nok, så derfor sivede al slags gift og råddenskab ned i brøndene og derfra ind i københavnerne.

Koleraepidemien i 1853 fik stor betydning for Københavns udvikling: Voldene blev opgivet, vi fik både Kommunehospitalet og Brumleby og en begyndende bebyggelse af brokvartererne.

Byens vise fædre var i gang med at etablere en moderne vandforsyning, da epidemien brød ud. Projektet havde været i gang siden 1849, men det første vandværk blev ikke indviet før 1859. Samtidig med vandforsyningen blev der etableret et moderne kloaksystem, som i det mindste kunne lede skidtet væk fra gaderne og fra folks huse.

Der var dog så mange arbejdspladser i latrintømningen, at magistraten ikke havde opbakning til at kræve moderne toiletter i alle nye byggerier. Helt frem til 1970erne var der stadig boligejendomme, der fik kørt latrin væk – dog ikke længere om natten.

En sundere by

Både vandforsyning og kloakering medvirkede til at skabe en meget sundere by, ligesom oprydningen i Indre By, der fulgte med voldenes fald. Lægeforeningen havde med Brumleby vist vejen til, hvordan lys og luft var fundamentet for en sund bolig i byen.

De nye boligbyggerier i brokvartererne levede dog sjældent op til de nye idealer. De blev ofte bygget med tæt pakkede baggårde og små, små lejligheder, hvor de ubemidlede klasser kunne bo til en billig penge. I Københavns gamle centrum medførte bevidstheden om den usunde, tætte by dog store, synlige forandringer.

Gårdsaneringer, gadegennembrud og nedrivninger åbnede den før så klaustrofobiske by. Nye parker og boulevarder kom til: Østre Anlæg, Ørstedsparken og den nu forsvundne Aborrepark fulgte det gamle voldterræn, hvor også søerne allerede i slutningen af 1800-tallet var et populært sted at spadsere eller ride.

Som man kan læse i Herman Bangs »Ludvigsbakke« var der en kommunal ridesti langs søerne, hvor søgaderne går i dag. Ridestien blev i øvrigt i det tyvende århundrede til Danmarks første cykelsti.

Byen forandrer sig

Op gennem det tyvende århundrede forandrer København sig fra en arbejderby til en funktionær- og studenterby. Endnu i 1980erne var der masser af kolde, petroleumsopvarmede, små lejligheder uden bad og med deletoilet på bagtrappen. Disse lejligheder forsvandt i løbet af århundredets sidste tyve år.

De store saneringer startede på Nørrebro, drevet af overborgmester Egon Weidekamp (S), der var opvokset i en fattig karré på Østerbro og havde svoret en dyr ed på at rydde op i de tætte og sundhedsskadelige brokvarterer.

Weidekamps iver gik desværre ud over bydelen. Dels åbnede kommunens hårdhændede fremfærd en afgrund af vold og mistillid mellem borgere og rådhus, dels må vi nu alle leve med en alt for åben, alt for oplevelsesfattig boligmasse i de før så tætte områder omkring Blågårds Plads.

Saneringerne på Nørrebro var på overfladen en opgradering af boligstandarden, men byggeriet var af en så ringe kvalitet, både teknisk og æstetisk, at det bedste for København lige nu ville være at rive det ned og starte helt forfra.

Den rige og sunde by

Storbyen bevægede sig i løbet af det 20. århundrede fra at være et farligt og usundt sted til at være det sundeste og rigeste sted at bo.

Op gennem 00erne vandt København den ene internationale hæder efter den anden. Den meget lykkelige blanding af en gammel bykerne, en ren, rekreativ havn og en bæredygtig, effektiv infrastruktur var lige det, en international elite af globetrottere kunne bruge.

Klimaforandringerne rammer byen

København fik styr på både vandforsyning, kloakering og infrastruktur og blev flere gange kåret til verdens mest »livable« by. Imidlertid mødte hovedstaden en ny virkelighed i sommeren 2011, da klimaforandringerne meget spektakulært meldte deres ankomst.

Monsterregnvejret den 2. juli det år oversvømmede store dele af indre by, lavede milliarddyre skader og gjorde det klart for københavnerne, at en ny tid var begyndt, og at byen igen måtte forandre sig for at imødegå en trussel.

Der blev lavet klimaplaner og en række store projekter blev sat i værk. Sammensmeltningen af by og natur har nu i næsten et årti været den store, altoverskyggende dagsorden. Vi har lært at designe byrum med store fordybninger, der kan fungere som reservoirer, vi sørger for, at regnvand kan sive langsomt ned i undergrunden og ellers løbe væk på overfladen uden at gøre skade eller ned i nye systemer, der er skilt fra kloakkerne.

Klimaet er blevet en definerende dagsorden, der styrer al formgivning af vores byrum. Bynaturen har for længst holdt sit indtog, med sumpbede i byens rundkørsler og massevis af træer, som i dag er hellige vækster i København.

En meget gavnlig følgeeffekt af al den vandhåndtering har været en ny opmærksomhed på byens rum – på det Jan Gehl så effektivt kaldte »livet mellem husene«. Døde områder som Sønder Boulevard har fået nyt liv og generelt har København åbnet sig helt overvældende i de seneste tyve år.

Den terrorsikrede by

Den åbne by, vi havde fået skabt siden den moderne urbanisering begyndte for tyve år siden, fik så en ny udfordring på Bastilledagen, 14. juli 2016, i Nice, da en terrorist kørte en lastbil gennem den feststemte folkemængde på Promenade des Anglais. 84 mennesker mistede livet, og den åbne by mistede sin uskyld. Senere fulgte copycat-angreb i Barcelona, London, Stockholm og Berlin, og alle byer gik i gang med at terrorsikre. I København har vi allerede fået afspærret Christiansborg Slotsplads, og Amalienborg er også ved at blive forseglet. Alle gågader og pladser bliver monteret med terrorbarrierer af forskellige slags, og byen ændrer igen form. Pladser må formgives på nye måder, når de også skal tage hensyn til potentielle terrorangreb med løbske køretøjer.

Og det er der, vi er i dag: Livability og klimaløsninger arbejder for den åbne, flydende by, mens angsten for terrorangreb arbejder for den spærrede og aflukkede by.

Den smittefarlige by?

Nu kaster coronasmitten en ny joker ind i fremtidens bydesign. Vi har efterhånden nået en konsensus om, at de nye, alt for åbne boligkvarterer mangler liv og mangfoldighed, og vi er derfor blevet enige om, at den tætte by er det bedste. Problemet er bare, at den tætte by er farlig nu.

Sandsynligheden for at blive smittet må være langt større i Århusgadekvarteret, hvor man kan spytte tværs over gaden, end den er i Ørestad, hvor man skal have madpakke med, hvis man vil krydse en af de store boulevarder til fods. I fremtiden vil smitterisiko blive endnu et parameter, vi må indregne i byens formgivning.

Arkitekterne har fået en ny dagsorden at gå op i, og vores byer har fået endnu et funktionslag, således at vi i fremtiden kan kræve endnu mere: Vi vil have tætte, bæredygtige, klimasikre, hygiejniske, rekreative, terrorbeskyttede OG smittefri byer.

Bragt første gang i Berlingske Tidende 10. April 2020