Byen uden forbrug

Af Valinka Suenson, sociolog Ph.D; Ida Marie Wedfall, landskabsarkitekt og kunstner

Coronatiden har sat det moderne byliv i stå. Ikke blot herhjemme men også i udlandet er caféer, hoteller, restauranter og butikker lukket ned, og byernes normale hotspots har igennem de sidste mange uger ligget mere eller mindre øde hen. Coronaperioden kommer til at koste dyrt for verdensøkonomien, og konsekvenserne heraf er endnu stadig ukendte og uforudsigelige. Men ser vi på byens liv, har denne periode vist os en anden side af byen. For det er ofte først, når de ting vi ellers tager for givet, bliver taget fra os, at vi egentlig lægger mærke til dem. Det er gennem fraværet af det normale, at vi kan opdage noget nyt og egentlig forstå betydningen af det, vi har mistet. Som gennem en sprække ind til en anden virkelig har vi derfor med Coronaperioden fået mulighed for at se en anden by – en by med mere tid og mindre forbrugsbetinget færden. Og set gennem denne sprække, er det pludselig blevet tydeligt, hvor meget forbruget egentlig fylder til daglig i det offentlige rum. 

Coronatiden efterlader os derfor med spørgsmålet: hvad er byen uden forbrug? Og hvad kan vi lære af denne oplevelse? Hvad kan vi tage med os fra den stille by?

For selvom byen har været stille – ubeskriveligt stille – så har der alligevel været liv i gader og parker. 

Det offentlige rum 

Når direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm i et interview til Brinkmans briks (2020-04-24) omtaler det offentlige rum, og at virussen kommer til at påvirke den måde vi tilgår vores offentlige rum og arkitektur på fremover, så er dette en bekræftelse på, hvor vigtig det byggede og plantede miljø er for den måde, vi oplever byen og vores egen livskvalitet.  

I det følgende kommer vi med fire bud på, hvilke spørgsmål der kunne være relevante at stille i forhold til ‘den forbrugsfrie by’. 

Hierarkiet

Vi starter med at se på det eksisterende rum. Hvilket hierarki sker der i rummet, når forbruget forsvinder? Hierarkiet i byrummet er sommetider ganske subtilt, nogle gange blot en følelse – kan jeg sætte mig her? Andre gange kan det være behovet for underholdning og oplevelser, der fylder – Har jeg noget at se på, der ikke er for privat, eller ser jeg på noget sjovt? Kan jeg observere byens puls eller er der en smuk udsigt over havet? Andre gange igen er det de fysiske behov, der spiller ind – er der læ, sol eller skygge? 

 

Kantzonen 

I de smalle urbane gader, hvordan er kantzonerne – det sted hvor bygningen møder fortovet – indrettet? Vi har i de senere år oplevet, hvordan kantzonerne (blandt andet grundet ændret kommunal lovgivning) er blevet maximeret og forskanset med permanente terrorsikringsligende afskærmninger med varmelamper og bordebænke-sæt, der tydeligt indikerer, at man skal være gæst i cafeen for at kunne tage plads. Cafeernes afskærmninger rækker ofte så langt ud på fortovet, at det ikke er muligt at passere hinanden – en passage der er endnu mindre mulig nu, hvor vi alle skal holde to meters afstand til hinanden. 

 

Bydele uden trappesten 

I gamle kvarterer er trappestenen et oplagt og yndet sted for ophold både for besøgende og lokale, et lille hvil, perfekt størrelse til børneben. I de nybyggede kvarterer der skyder op med stor hast, har trappestenen aldrig eksisteret. Der har kravet om den niveaufrie adgang skabt en ny oplevelse af byens rum, hvilket tilgodeser en række andre vigtige behov. Men når cafeerne i disse kvartere er lukkede, hvor kan vi så sætte os i de nye kvarterer? 

Hvor kan vi finde steder, der føles så tilpas offentlig, at man som gæst eller beboer kan skabe roligt nærvær mellem nyudviklede materialer, spæde nyplantede træer og regnvandsbede?    

Hvis ikke de private udviklerer har været generøse eller byrums-arkitekterne har haft mulighed for at skabe nye former for kanter og ophold, så mangler disse områder – særligt i tider som denne. 

 

Gratis og trygge grønne parker

Når vi sammenligner med resten af verden, er vi heldige i Danmark, for vores byer tilbyder åbne parker som er gratis, trygge og sikre at opholde sig i. En realitet vi ofte tager for givet. Men dette er ikke altid tilfældet. I eksempelvis Tokyo skal man betale for at komme ind i parkerne, og i Brasilien er parkerne ikke sikre at færdes i, netop fordi de er offentlige byrum. I denne Coronaperiode er det blevet tydelig, hvor meget vi alle har brug for de grønne oaser, og hvor vigtige de er for vores alles velbefindende. Det er ligefrem blevet tydeliggjort, at når forbruget tages ud af byen, så søger vi alle mod de grønne parker og legepladser – og så er der faktisk for få grønne opholdssteder i byen. 

Så hvordan kan vi sikre, at parkerne består som robuste ankre for livet for byboerne, der gerne vil opleve græs under træerne, lege gemmeleg bag de store træer og opleve forårets spring ud efter en lang grå og våd vinter? Og har vi nok åbne grønne opholdssteder til livet i byen?

 

Coronatiden har gjort det tydeligt, hvor få gode steder der er tilbage i byen, som er beregnet til uforpligtende ophold. Bare det at være. Uden af forbruge. For når de mange cafeer er lukkede, er det tydeligt at se, dels hvor stor en andel af det offentlige rum, der er blevet privatiseret, dels hvor få steder der egentlig er tilbage at opholde sig, som ikke koster penge, hvad enten det er i parkerne eller på byens pladser og gader.. 

 

Bænken

Set i dette lys har en gammel bekendt, der i højkonjunktur tider har været forbeholdt de hjemløse, de ældre og mødrene på barsel, pludselig fået en opblomstring: Bænken. 

For i en verden hvor ingen har travlt på samme måde som før, og hvor forbruget er begrænset til et minimum, får bænken pludselig en anden betydning. I dén verden bliver bænken et vigtigt mødested. Et sted hvor kærestepar sidder og kigger på livet det går forbi, hvor forretningskvinden holder et telefonmøde, hvor venner mødes på afstand, og hvor de ældre der er ude at gå tur kan få et hvil. På bænken står tiden stille for en stund, og her kan man ikke gøre andet end bare at være. Eller samtale. Præcis som tiden er under Coronatiden. Vi må bare være. Og vente på faren den driver over. 

Så når vi i den moderne byplanlægning fjerner bænkene fra det offentlige rum, for at undgå de hjemløse sover på dem, så fjerner vi måske samtidig også et vigtigt element i den forbrugsløse by? Fjerner vi muligheden for det rene ophold?

 

Byen fremover 

Byen er i denne tid blevet kaldet ‘meningsløs’. Men måske den ikke er så meningsløs. Måske den bare har fået en anden mening? En mening som står i kontrast til konsum. Engang sagde man, at byen var kultur. Men er det stadig aktuelt? Vil det være mere rigtig at sige byen er forbrug? Med Corona har vi i hvert fald fået lov til at opleve, hvor meget vi normalt konsumerer i byen.

 

Denne tid kan være en kærlig påmindelse om, at vi (kommuner, private udviklere, sociologer planlæggere, landskabsarkitekter) skal huske også at indrette vores offentlige rum til det ikke købsbetingede ophold. Vi har alle brug for det.

 

Tekst af: Valinka Suenson, Sociolog, Phd. Indehaver af Rum & Adfærd og Ida Marie Wedfall, Landskabsarkitekt cand.arch og kunstner. 

Illustration: Ida Marie Wedfall