Byen blev pludselig meningsløs 

Af: Anne Katrine Harders, ph.d. og civilingeniør (seniorprojektleder, Dansk Arkitektur Center)

 

Vi har i skrivende stund ramt fjerde (eller er det femte?) uge af samfundets nedlukning. Solen skinner, for foråret er ikke sat i karantæne sammen med alle os andre. I mit eksil i sommerhusland virker mange ting i virkeligheden uforandret. Hvis man altså ser bort fra, at ens liv pludselig er blevet vakuumpakket med forældre, ægtefælle og afkom i et lille træhus med børnepasning og flere fuldtidsarbejder, der alle skal foregå på distancen. Det er intenst.

 

Under normale omstændigheder ville byen begynde at trække i mig efter overskueligt kort tid. Men ikke nu. Byen er pludselig blevet meningsløs. 

 

At bo centralt og tæt på sin arbejdsplads er fuldkommen ligegyldigt, når arbejdet alligevel foregår et sted mellem soveværelset og sofabordet. En kort afstand til de endnu lukkede børneinstitutioner med deres fristende og forbudte legepladser er uden betydning. Nærheden til museerne, scenerne og kulturen føles bare bitter, når sedlen med ”Kære gæster. Grundet corona…” spærrer indgangen. Min stamcafé lider, det ved jeg. Og jeg ved derfor ikke, om jeg i fremtiden kan tappe udsyn og indsigt i de spontane udvekslinger over bardisken her. Noget Espresso House nok næppe vil erstatte, hvis Covid-19 altså også skulle tage livet af alle de små uafhængige steder, vi kender.  

 

Det forår, vi har sparet op en hel og meget fugtig vinter til at indløse, er bare noget, vi betragter i lag på afstand fra vores vinduer. Som at se et naturprogram på TV. Dragende, ind til vi slukker igen. For hvad er der ved at lave people-watching, når vi er bange for de andre mennesker? Hvad er der ved blomster, som springer ud, når vi kun må have øje for den usynlige virus, der blomstrer i snotpartiklerne og på ellers uskyldige overflader? 

 

Når vi vover os ned på gaden, er det frem med indkøbsposen, så alle kan se, at du har et overlevelseskrævende ærinde. Men det føles mere forbudt end modigt. Ja, for tænk, hvis man skulle snige sig rundt om Søerne – med ensretningen naturligvis – og udånde en smule af den vinterdepression, der sprutter bag ved pandelappen og i vores efterhånden laskede og kanelsneglsagtige kroppe. 

 

Den arkitektur, der udgør byens kardinalpunkter og former vores horisont, troner selvfølgelig endnu. Med stoisk ro står de fast gennem den undtagelsestilstand vores globaliserede verden har bragt os i. Men tanken om, at Borgerrepræsentationen slet ikke mødes på Rådhuset (budgetforhandlinger må Skypes til enighed), at kirkerne ikke fyldes med lyd fra orglet og at udstillinger og udsigter kun betragtes af bygningens vægge, reducerer arkitekturen til kulisser uden funktion og mening.

 

På pressemødet forleden sagde Mette F med en doseret mængde alvor og med nøje afstemte kunstpauser, at efter det her, efter corona, bliver intet normalt igen. Alt vil være forandret på den anden side røde og grønne kurver, for smitten vil altid lure.

 

Men det er en konklusion, man skal være varsom med. For selvom vi ikke tør snakke om andet end overlevelse lige nu, så handler livet også om at leve. Og trods pest, kolera og nu corona, har vi altid formået med tiden at fortrænge frygten, også selvom minderne om den er intakt. Vi længes efter hinanden, og mange af os også efter byen. Og den skal nok give mening igen, selvom verden forandrer sig lige nu.